Der er sket noget interessant det sidste år. Næsten alle ledere, jeg taler med, har prøvet et eller andet AI-værktøj. De fleste har prøvet ChatGPT. En del har prøvet Copilot. Nogle har endda fået lov at se en demo af et nyt sagsbehandlingssystem. Og alligevel sker der sjældent noget bagefter.
Det er ikke fordi interessen mangler. Det er fordi springet fra “vi har prøvet det” til “det er en del af vores hverdag” er længere end forventet.
Hvorfor egentlig?
En del af forklaringen ligger i, at folk leder efter den store, færdige use case. Den, der kan rulles ud i hele organisationen på én gang. Den findes næsten aldrig. Det, der findes, er små afgrænsede tests, hvor en eller to medarbejdere prøver et værktøj på en konkret opgave i et par uger. Når de er færdige, kan de fortælle hvor det virkede, og hvor det ikke gjorde. Det er der, beslutningerne bliver bedre.
En anden del af forklaringen er ejerskab. Mange virksomheder beder IT om at finde et AI-værktøj. Det er en logisk reaktion, men ofte den forkerte. Det er ikke IT, der ved, hvor referatet tager tre kvarter for længe at skrive. Det er den, der skriver det. Når valget af værktøj kommer før samtalen med dem, der skal bruge det, ender det som regel med en licens, ingen rører ved.
Et lille kontorvenligt eksempel
En kommunikationsafdeling vil gerne afprøve, om AI kan bruges til at skrive første udkast af pressemeddelelser. De definerer tre kriterier på forhånd: skal det spare tid, skal kvaliteten være god nok til at en redaktør accepterer udkastet, og skal det være muligt at bruge uden at lægge fortrolige oplysninger ind. De prøver det i fjorten dage. De skriver ned, hvad der gik godt, og hvad der ikke gjorde. Bagefter har de en beslutning at træffe, der ikke længere er en mavefornemmelse.
Det er sådan, hverdagstest ser ud. Det er ikke imponerende. Men det er den måde, organisationen lærer på.
Et naturligt næste skridt
Hos HverdagsAI møder vi tit virksomheder, der står på det her trappetrin. De har set nok til at vide, at AI ikke er et modeord, og de er trætte af pilotprojekter, der aldrig bliver til drift. Det første spørgsmål er sjældent “hvilken model skal vi vælge”. Det er “hvor i vores uge giver det mest mening at lade et værktøj komme ind”.
Når den samtale er på plads, er værktøjsvalget pludselig meget lettere.